Indflytningssyn

Ved indflytning gennemfører vores ejendomsfunktionær et indflytningssyn og udarbejder en indflytningsrapport. Rapporten beskriver boligens stand ved overtagelsen og indeholder en registrering af eventuelle fejl og mangler. Det fremgår både, hvilke forhold der skal udbedres, og hvilke forhold lejeren må acceptere, men som der ikke kan stilles krav om ved fraflytning.

Hvis der efter indflytningssynet opdages yderligere fejl eller mangler, har lejeren altid mulighed for selv at kontakte ejendomsfunktionæren og gøre opmærksom herpå. Dette skal ske senest 2 uger efter lejemålets begyndelse.



Vedligeholdelsesordning

Ved underskrivelse af lejekontrakten bliver du informeret om boligens vedligeholdelsesreglement. Aars Boligforening anvender følgende ordning:


A-ordning

Boligen overtages med nymalede vægge og istandsatte lofter i rengjort stand. I boperioden er det lejers ansvar at vedligeholde boligen, herunder maling af lofter og vægge, tapetsering, vedligeholdelse af træværk og radiatorer samt behandling af gulve.

Ved fraflytning deles udgiften til en normalistandsættelse mellem dig og afdelingen. Fordelingen afhænger af, hvor længe du har boet i boligen. Afdelingen overtager 1 % af udgiften pr. måned regnet fra overtagelsesdatoen. Efter 8 år og 4 måneder har afdelingen fuldt ud overtaget udgiften til den normale istandsættelse.

Udgifter som følge af misligholdelse betales altid fuldt ud af lejeren.